Kunstnerens manifest
Hvorfor laver jeg mine skulpturer, som jeg gør?
Et personligt svar fra Erik Lemcke om formsproget, kunstens opgave og den esoteriske stræben bag værkerne.
Formsproget
Det, jeg stræber efter, er at forvandle et fysisk materiale til en form, som virker smuk eller æstetisk. Jeg holder af gennemførte linjer. Jeg holder af at se en bevægelse af linjerne i en figur, når figuren ses fra forskellige sider.
Jeg stræber efter at arbejde ud fra et organisk formsprog: et sprog med meget få rette linjer, hvor der er en dynamisk vekslen mellem konkave og konvekse linjer. Et formsprog, hvor den samme flade gerne må være såvel konkav som konveks, og hvor fladens spænding er i stadig forvandling.
De skulpturer, jeg skaber, kommer ud af mine tanker og følelser. Det er det, som strømmer ud af mine hænder, det jeg har lyst til at forme i træ, ler, granit, bronze eller fiberbeton.
Jeg stræber efter det levende i formen, stræber efter bevægelse, men en bevægelse, som virker harmonisk. Jeg stræber efter en form, som indbyder til, at man får lyst til at røre ved figuren, lade sine hænder glide langsomt og følende hen over fladen. En figur, som man både har lyst til at se på og røre ved.
En figur skal være en glæde for sindet og sjælen. Den skal være med til, at man føler balance og ro i det indre. Ikke en ro, som fører til passivitet, men en ro, der danner grundlag for fornyet styrke og kraft til igen at gå udad i handlingen. gå udad med fornyet styrke til at møde en turbulent og kaotisk verden.
Kunstens opgave
Når jeg ser på meget af nutidens kunst, er det en kunst, som stræber efter at spejle tidens kaos, at vise tidens gru, vise alt det, som overvælder og virker dræbende og angstskabende i livet. Det er selvfølgelig enhver kunstners ret at finde sin egen udtryksform.
Mit personlige spørgsmål er: Hvad er der brug for, at kunsten siger os mennesker i dag? Er der brug for, at vi bekræfter tidens kaos, tidens usikkerhed og gru, er det noget andet, som der er behov for af nutidens og fremtidens kunstnere?
Svaret for mit vedkommende er, at en af kunstens opgaver i dag er at være med til at stoppe kaosset, at være med til at forvandle kaosset. Jeg føler ikke, at jeg behøver at være med til at påpege kaosset. Det klarer verden uden mig. I stedet ønsker jeg at være med til at give inspiration, så verden igen kan blive forvandlet til et sted, hvor mennesker kan leve med respekt og kærlighed til hinanden.
Jeg ser kunstens opgave på samme måde, som jeg ser økologer og biodynamikere i landbruget: De behøver ikke at forgifte jorden endnu mere, men har i stedet påtaget sig opgaven at forvandle jorden til et sundere sted at leve for os alle, såvel nu som i fremtiden.
Den esoteriske stræben
Som formgiver og skulptør stræber jeg efter at skabe skulpturer i mange forskellige materialer med organiske, harmoniske, smukke former. Men min egentlige stræben tager udgangspunkt i Rudolf Steiners beskrivelse af, hvor finder man livet?
- I den fysiske verden, fx i sten, er der ikke noget liv.
- I planteverdenen er der liv i form af æterkræfter, livskræfter.
- I dyreverdenen er der desuden astrale kræfter, sjælekræfter.
- I menneskeverdenen er der desuden en individualitet, et Jeg.
Det esoteriske spørgsmål, jeg har stillet mig selv i mit arbejde som skulptør, er: Er det muligt at arbejde med et fysisk materiale som ler, granit og marmor på en måde, så dem, der kommer i forbindelse med mine skulpturer, synsmæssigt eller gennem berøring får en fornemmelse af, at der er levende kræfter i mine organisk formede skulpturer?
Jeg oplever selv, at det er tilfældet i de bedste af mine skulpturer. Jeg oplever også ofte, at mennesker med en spirituel opfattelse af verden giver udtryk for det på forskellige måder.
I øjeblikket af skabelsen
Efter at have arbejdet med en bestemt skulptur i et stykke tid, kommer der et bestemt øjeblik, hvor tingene ændrer sig. Når dette øjeblik af forandring kommer, er det ikke længere mig alene, der skaber. Jeg føler mig forbundet med noget langt dybere, og mine hænder skaber sammen med denne kraft.
Samtidig føler jeg, at jeg bliver fyldt med kærlighed og omsorg, mens min opfattelse udvides. Jeg fornemmer tingene på en anden måde. Det er en kærlighed til verden og til det, der kommer. Jeg ved så intuitivt, hvad jeg skal gøre. Mine hænder ved, om jeg skal tilføje eller fjerne noget. Mine hænder ved, hvordan formen skal manifestere sig.
På en måde er det let at skabe med denne vejledning. I disse øjeblikke føler jeg en stærk taknemmelighed og ydmyghed.
Når jeg bearbejder en sten eller granit, er jeg desuden bevidst om, at jeg, som Rudolf Steiner udtrykker det, forløser gnomer, når jeg hugger stykker af stenen væk.
Missionen
At skabe skulpturer, der bringer helende kræfter til jorden og til det sociale liv.
Jeg ved endda, at mine bedste værker gør netop det.
Jeg ved, at jeg gør dette ved at transformere det fysiske materiale gennem samarbejde med elementarvæsenerne i æterverdenen.
Når jeg arbejder med en skulptur, sker det, at mit hjerte fyldes med en stor kærlighed til skulpturen og til verden. Måske er noget af det væsentlige ved en skulptur, at den er gennemvævet med kærlighed. Kærlighed til materialet, kærlighed til det skabende, kærlighed til det guddommelige og kærlighed til de mennesker, som kommer til at røre ved skulpturen.
Måske er taknemmelighed og glæde over at få lov til at skabe en forudsætning for at være i de lag af det skabende, hvor inspirationen kommer flydende. Hvor man er så åben og blød, at forbindelsen til universets skabende kræfter kan aktiveres, og man får lov at blive et instrument, der kan forvandle og belive et fysisk materiale.
Erik Lemcke